John Bang Jensen har skrevet nitten historier og puttet dem ned i titlen Boks. På linie med anden kortprosa er teksterne ultrakorte, og de er hverken digt eller novelle. Samlingen er på bare 102 sider. Den længste historie er på 10 sider og den mindste på under en side. (Og jo, han har været elev på Forfatterskolen). Hos Bang Jensen er det ikke kvantiteten, men kvaliteten, der er det æstetiske ideal. Hvad man også kan se i den næsten perfide trang til at præcisere sine udtryk i den beskedne produktion, han har præsteret indtil nu. Heldigvis, for det han får skabt, er en sublim samling, der rykker ved læserens vante forestillinger.
John Bang Jensen kan med ét forvandle en overset hverdagsting til en lille sensation. I Boks er denne teknik ført ud i sin yderste konsekvens. Og det er her, læseren alvorligt kommer ind i billedet, for man må 'gå med på' denne overskridelse af den vedtagne virkelighed, som var man til en 'stand-up-poetry-performance'.
Boks er den 37-årige digters første prosabog. Bang Jensen debuterede i 1991 med digtsamlingen Det meste er sandt, som er en finurlig fætter-ting, hvor fortælleren betragter verdens små selvfølgeligheder med et skævt, undrende blik. Først i 1996 kom den næste samling med titlen En verden til forskel, og året senere dukkede så fagbogen op: Tusind meter til lykken - hvad man bør vide om cykelløb og Tour de France (iøvrigt en elegant letlæst indgang til et drama på verdensplan).
Teksterne i Boks omhandler tilforladelige, dagligdags og uspændende ting, der egentlig ikke rummer nogle historier i sig. Læseren kan ind imellem kede sig bravt; for der sker jo ingenting. Som f. eks. i den første historie, hvor fortælleren detaljeret beretter om indholdet i et pulterkammer. Her ligger der poser med gammelt tøj, gardinstænger og æsker med kedsommelige indretninger. Og dog. En detektivæske får sat historien i sving. Pludselig er læseren midt i en sindsoprivende mordopklaring. Virkeligheden slår sprækker, og historien begynder at 'sejle'. En sten i en stjerneæske, fundet ude i det ydre rum, lægger kimen til et muligt fælles handlingsforløb for samlingens nitten historier.
"…Hvad det ene hæfte angår, så er det i virkeligheden en slags bog eller manual, man kan slå op i for at se, hvordan man opklarer store forbrydelser. For eksempel en forbrydelse, der lige er sket, hvor en ukendt mand har smidt et lig i åen og er på flugt fra politiet. Da han smed liget ud fra sin bil, rev han en knap og et stykke af sin bluse af. Det er denne knap og dette stykke stof, der nu ligger i æsken. Så kan man gå fra hus til hus for at se, om der er nogen, der mangler knappen og blusestykket…Så er der også stjerneæsken……Låget er nødvendigt, for stenen er nemlig radioaktiv…stenen, der er blank som glas, er fundet på en stjerne, som det tager hundrede år at flyve ud til. Men man sover i en lille lufttæt kabine undervejs…"
Historierne folder sig ud omkring mulige katastrofer, et fly der (måske) falder ned. En havarikommission rapporterer om et underligt hvidt glimt. Konspirationer lurer overalt. Læst på et realplan er Boks måske betegnelsen for den sorte boks, der altid kan findes efter et nedstyrtet fly, eller måske blot indpakkede observationer fra en fortællers forpinte hjerne? Under læsningen af en af de mest suveræne historier, "Hvor man var", falder man ned i en udstrakt tidslomme, hvor to sekunders evighed er fastholdt i et rigidt fokus på 12 tilfældige personers gøren og laden, inden en mulig katastrofe har udslettet dem fra jordens overflade. Det er vanvittig morsomt på en uhyggelig måde.
Boks har noget af den mest suveræne vildt-vovede arrogante humor, jeg har været udsat for, siden jeg læste Raymond Carvers lille novellesamling Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed. John Bang Jensens entré ind i prosaens verden er en dristig debut. Værsgo´ og læs!
Kommentarer