Brudte forhold mellem familiemedlemmer bringes frem i lyset af sygdom og snarlig død - broder Declan er ved at dø af aids, mens søster, mor og bedstemor tvinges til hinandens selskab. De hudløse områder bliver blotlagt.
Declan ligger for døden af aids, og hans ønske er nu at komme tæt på den familie, som han er rundet af, men som intet kendskab har til hans homoseksualitet.
Søster Helen forlader sin egen trygge familie for at opfylde hans ønske om at komme ud til bedstemoderens hus ved havet. I dette hus har Declan og Helen boet i 4 måneder af deres barndom. Og her oplevede de hvorledes deres mor fjernede sig fra dem for at tage sig af faderen, der døde af kræft i løbet af meget kort tid.
I dette stormomsuste hus ved havet hos bedstemoderen indlogerer sig, foruden Helen og Declan, også 2 venner af Declan og deres mor. Deres tvungne samvær styres af Declans fortsatte svækkelse.
Samtidig kommer både Declan og Helen tættere på deres mor, som de har holdt afstand til i alle de mange år. Moderen har som forrretningskvinde klaret sig rigtig godt uden at have genskabt fortroligheden til sine børn.
Hvad moderens svigt har gjort ved de to børn, fornemmer man gennem Helen, der selv i sin trygge, selvskabte familie er bevidst om, at hun konstant forsøger at holde afstand til sin mand.
Almindelige mennesker og deres indbyrdes relationer formår Tóibín at beskrive på en gribende og naturlig facon.
En stille bog, der har meget alvorlige emner på dagsordenen: nødvendigheden af at finde tilbage til sine rødder, at forlige sig med sine nærmeste og engagere sig i sit eget liv.
Oversat fra engelsk af Jørgen Nielsen efter 'The Blackwater Lightship'. Tiderne Skifter, 2000. 258 sider
smag på bøgerne – en bid om dagen
