Årets bibliotek 2009

Udvalgt prosa af Charles Baudelaire

Anbefalet bog: 

"Udvalgt prosa" af Charles Baudelaire

Bogens forside

Indhold: Udstillingssalonen 1846 ; La Fanfarlo ; Parisisk spleen ; Det kunstige paradis ; Gnister & forslag ; Mit nøgne hjerte ; Edgar Poe, hans liv og værker ; Theophile Gautier ; Om latterens

Udgivet: 
2009
Forlag: 
Det poetiske bureau
Sidetal: 
622

Flot og Imponerende bogudgivelse af Charles Baudelaires mindre værker.

Franske Charles Baudelaire er herhjemme mest kendt for digtsamlingen ’Syndens blomster’ eller ’Helvedesblomsterne’, som den kom til at hedde i Peter Poulsens moderne 90’er gendigtning. Digtsamlingen var til tider underlagt censur på grund af sit provokerende indhold, hvilket ikke gjorde den mindre læst og berygtet.
At Baudelaire også var en fremragende prosa- og novelleforfatter, vidner denne bog tydelig om. Hertil kommer desuden breve, dagbogslignende tekster og essays.
Parisisk spleen er en hel serie af artikelagtige digte om livets genvordigheder i Paris for snart 150 år siden. Samlet giver disse prosadigte et smukt billede af et skrøbeligt sind.
Den filosofiske afhandling og beretning om hash og opium Det Kunstige Paradis, hvor Baudelaire beskriver de euforiserende fortræffelige (og mindre fortræffelige) egenskaber ved disse stoffer. Baudelaire var på mange måder leverandør af tekster, der var forud for sin tid. Undersøgende og hudflettende både i litteraturen og i livet.
Det biografiske essay om den amerikanske digter og forfatter Edgar Allan Poe viser tydeligt Baudelaires næse for at spotte samtidens vigtigste stemmer. Essayet er en fin og personlig introduktion til et forfatterskab og liv, der på mange måder minder om Baudelaires eget.
Udvalgte breve til pingerne indenfor fransk finkultur viser en forfatter med tæft og fingeren på pulsen; samt ikke mindst interesse for det der blev sagt og skrevet, ikke kun af ham selv, men også i høj grad af andre.
Det er egentligt ret fantastisk at et lille sprogområde som det danske kan prale med et så flot udvalg af Charles Baudelaire skriverier. En skæv og dejlig udgivelse.

Se også Litteratursidens Klassikerguide til Charles Baudelaire

Til top