Mikael Niemi er tilbage for fuld udblæsning i denne sprudlende roman, der både er krimi og kærlighedsroman, men også en roman om identitet og rødder.
"Den, der nakkede det svin, har fandeme fortjent en medalje" bliver der sagt om manden, der døde som en laks, og jeg må indrømme, at jeg er tilbøjelig til at give citatets ophavsmand ret.
Mikael Niemi slog i 2000 igennem med romanen "Populærmusik fra Vittula", og i denne nye roman er han tilbage i svensk-finske Pajala i det nordligste hjørne af Sverige med de mange mere eller mindre skæve eksistenser.
Manden, der så brutalt er blevet myrdet, er Martin Udde, en 90-årig tidligere skolelærer og senere tolder, som har skabt sig mange fjender. Dels fordi han som formand for Børneværnet har været med til at tvangsfjerne børn, og dels fordi han har forsøgt at bekæmpe det lokale sprog, det tornedalfinske, og det gik især ud over børnene. Endelig, viser det sig, har han også begået andre uhyrligheder.
Den unge politikvinde, Therese Fossnes fra Stockholm, bliver sendt til Pajala for at bistå opklaringen, og for hende bliver det noget af et kulturchok. I starten føler hun sig utilpas i al den natur, og hun har meget svært ved at forstå, at svenskere foretrækker at tale finsk, og at de lokales rødder betyder så meget for dem. Det hele kompliceres af, at hun forelsker sig i en af de mistænkte. Hun er derfor glad, da sagen tilsyneladende er opklaret, og hun kan rejse hjem til sin kendte verden..
Nok bliver mordet opklaret, men det er egentlig ikke det væsentligste i romanen. Det mest spændende, synes jeg, og måske også det, der mest er Niemis ærinde, er beskrivelsen af og kærligheden til en kultur, som ganske langsomt forsvinder. Niemi kan om nogen skildre mennesker og deres miljø, og han har blik for det skæve. På en fiks måde får han vævet den historiske udvikling ind i handlingen, så efter endt læsning er vi blevet meget klogere på, hvorfor så mange tornedalere har udskiftet deres finsk-klingende efternavn med et, der lyder mere svensk - og hvor er det egentlig synd.
