Anbefalet bog:
Lån bogen på
Vi synes vi kender dem, udenrigskorrespondenterne i DR, for de præsenterer os daglig for historier fra verdens brændpunkter i vores egne stuer. Men i denne bog får vi historierne bag historierne og et indblik i udenrigskorrespondenternes vilkår plus et indtryk af personen bag historien. Det er spændende, rørende og morsom læsning. Verdenshistorien set fra en helt ny synsvinkel.
27 nuværende og forhenværende korrespondenter har bidraget. Frank Esmann, som har redigeret bogen, indleder med en beretning om "guldfasanerne", de tre grundlæggere af DR's korrespondentsystem: Christian Winther, Claus Toksvig og Ivan Salto, 3 herrer,der sandelig førte sig frem. Blandt bidragene vil jeg fremhæve: Lasse Jensen, der beretter om den nat, fjernsynet trådte i karakter som et medie, der skabte begivenheder frem for bare at fortælle om dem - fjernsynet som dagsordensætter - nemlig da USA i 1980 forgæves forsøgte at befri gidslerne i den amerikanske ambassade i Iran; Leif Davidsen med en frustreret historie om russernes hemmeligholdelse af Tjernobylkatastrofen,mens journalisten hjemmefra fik besked på at dække den; Tyge Pedersen, der var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, journalistens mareridt, da muren faldt; Bjørn Elmquist om at være den første EF/EU korrespondent og blive kastet ud på dybt vand; Ole Sippel fra krigen i Libanon om journalisternes interne magtkampe;Rolf Jonshøjs muntre historie om ubådsmysteriet i den svenske skærgård. Han får her lige som flere af de andre afløb for en humor, vi ikke får lov til at stifte bekendtskab med til daglig. Og endelig Ib Rehné, der med en meget velskrevet og afrundet historie får fortalt, hvor farligt jobbet også kan være.
Underholdende, oplysende - og ind imellem gribende.
DR Multimedie, 1998. 240 sider.
BogWeb - 1. juni 1999
