Zola, Emile

Oprettet: 21.01.2011 - 15:00

Den franske forfatter Emile Zola er en stor naturalist og en "borgerlig rebel", en samfundsengageret forfatter, der bruger kunsten til at afsløre ubekvemme sandheder.  

Når man taler om naturalistisk litteratur, er franske Émile Zola en uomgængelig skikkelse. Mere end nogen anden forbindes han med naturalismen; samtidig inkarnerer han den samfundsengagerede forfatter, der bruger kunsten til at afsløre ubekvemme sandheder og som med journalistens tilgang udarbejder sine værker på baggrund af grundig research. Zolas ry som samfundsengageret forfatter stammer især fra hans rolle i Dreyfus-affæren, en sag om et formodet justitsmord, som Zola i sine senere år engagerede sig glødende i, med store omkostninger. Zola blev tvunget i eksil i England og hans mytiske død i 1902 formodes af mange at være et politisk motiveret mord.

Naturalisme, journalistik og skandale

”En borgerlig rebel” kalder Eric Danielsen Zola i sin biografi om manden. En betegnelse, der kan siges at være meget betegnende for en forfatter, der førte et borgerligt liv, men som samtidig vakte skandale med sine bøger og med sin ætsende kritik af samfund, kirke og magthavere endte med at blive fortrængt til eksilet. Forfatterskabets kontroversielle karakter var i høj grad et biprodukt af Zolas trang til på næsten klinisk vis at afdække samfundets dårligdomme. Han var dog også en kløgtig og selvbevidst provokatør, der i sine læreår som journalist og anmelder hurtigt lærte, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Han er således også et tidligt eksempel på en mediebevidst forfatter, der aktivt benyttede furoren som PR-stunt. Som professionel forfatter var han afhængig af markedsmekanismerne og han forstod at vende disse til sin fordel ved at bruge skandalen som reklame. Hans roman Thérèse Ranquin (1867) blev i pressen hængt ud som smudslitteratur, men denne omtale sikrede romanen et gennembrud, og der findes ligefrem antagelser af, at en del af den negative omtale var aftalt spil mellem Zola og hans kritikere.

Zola blev født i 1840. Faderen, der var italiener døde tidligt, og Zola voksede op under fattige kår med sin moder i Aix-en-Provence. Her blev han ungdomsven med den siden berømte maler Paul Cézanne. Sammen med Cezanne og en anden ven, Jean-Baptiste Baille, sværmede den unge Zola for romantiske digtere, og han skrev tidligt selv forsøg ud i den romantiske stil. I 1858 flyttede familien til Paris, hvor Zola i sin ungdom bl.a. ernærede sig som journalist, kritiker og medarbejder på et forlag. I ungdommen var pengene små og Zola stiftede derfor tidligt nært kendskab til livet i Paris' fattigkvarterer med sult og prostitution, hvilket fik indflydelse på forfatterskabets sociale indignation.

I sit liv som professionel forfatter vekslede Zola mellem journalistikken og det skønlitterære forfatterskab. Hans forfatterskab er først og fremmest præget af romanskrivning, men han arbejdede også som politisk reporter. Hvor han i ungdommen havde hentet inspiration fra romantikken, skulle han i sine voksne år vende sig markant mod romantikkens drømmende følelsessværmeri for i stedet at blive foregangsmand for naturalismen. Zolas ideal var en videnskabelig tilgang til litteraturen. Forfatteren skulle være som en læge eller kirurg, der køligt og objektivt undersøger samfundet og mennesket. I et essay fra 1880 taler Zola om at skrive ”eksperimenterende romaner”, og eksperiment skal her forstås i videnskabelig forstand, som et forsøg, der opstilles for at man kan studere resultatet. Den naturalistiske forfatter er altså én, der opstiller et forsøg for så at iagttage det og føre det til protokols. Hans egne følelser og holdninger har ikke noget at gøre i romanen. Zola havde et strengt deterministisk syn på mennesket. Inspireret af tidens videnskabelige teorier mente han, at man kan forudse et menneskes livsbane, hvis man besidder et grundigt kendskab til dets arveanlæg og miljø. Denne tilgang til litteraturen kan virke meget koldt og distanceret, men indeholder også en etisk dimension. Skønt en kirurg nok skal forholde sig objektiv i sit konkrete studie af et menneske, så arbejder han jo til gavn for mennesket og for samfundet. På samme måde har Zola en tro på, at den naturalistiske romans eksperimenter kan skabe en indsigt, der kan tjene fremskridtet, og derfor omtaler han også forfatteren som en ”eksperimenterende moralist”.

I sin stræben efter objektivitet kunne Zola gøre brug af sin erfaring fra journalistikken. Hans romaner bærer præg af grundig research. Zola ønskede at skildre alle samfundslag uden fordomme og med stor præcision. Eksempelvis foretog han en grundig research inden romanen Jord om den franske bondestand. Han studerede bøger om landbrug, interviewede folk og drog helt konkret i marken for at kunne give en realistisk skildring, selvom denne måtte vække forargelse i borgerskabet, når han f.eks. skildrede, hvordan en ung pige tager en ko til bedækning. Jord var så langt fra den idealiserede skildring af livet på landet. Et andet eksempel er krigsromanen Det store nederlag, der også vakte forargelse på grund af sin grumme og uheroiske skildring af krigen, men hvor selv eksperter på området havde svært ved at finde fejl i de faktuelle og topografiske skildringer.

Familien Rougon – et monumentalt romanværk

Skal man tale om et litterært hovedværk hos Zola må man uundgåeligt nævne det monumentale værk Les Rougon-Macquart – en serie på i alt 20 romaner, som skulle komme til at beskæftige Zola i størstedelen af hans skrivende liv. Romanerne kan læses som selvstændige værker, hvor flere står ud som hovedværker i egen ret, men udgør samtidig en helhed, hvor livet under Det Andet Kejserdømme i Frankrig skildres fra opståen til undergang gennem én families historie. Inspirationen havde Zola fra Balzacs Menneskelige komedie, som på lignende vis søgte at skabe et totalbillede af alle sociale lag i det franske samfund gennem en række sammenhængende fortællinger. Nyt for Zola var dog det konkrete fokus på én slægt samt den analytiske tilgang, Zola definerede som naturalistisk. Han kritiserede netop Balzac for at være uvidenskabelig og mente, at den naturalistiske forfatter med sin kirurgiske præcision kunne fuldføre, hvad Balzac havde startet. Oprindeligt planlagde Zola at skrive 10 romaner hen over fem år, men med tiden voksede serien til 20 romaner, der udkom i årene 1871-1893.

Zolas fokus på én slægt viser hans interesse for et socialdarwinistisk perspektiv, der er gennemgående for romanserien – meget udtalt i romanen Menneskedyret, hvor den underliggende brutalitet og de erotiske drifter i samfundet skildres som en darwinistisk overlevelseskamp. Romanseriens afsluttende bog, Doktor Pascal, skildrer en læge med selvbiografiske træk, der netop har viet sit liv til studiet af arvelighed.

En af seriens mest kendte romaner er Nana, der også vakte stor forargelse grundet sin frimodige skildring af seksualiteten og dens afsløring af det pæne borgerskabs hykleri. I Nana skildres en tidligere prosituteret, der gør lynkarriere på et af Paris' teatre. Hun er blottet for talent, men hendes erotiske væsen tryllebinder alligevel publikum. Den fattige pige stiger til tops i samfundet gennem en række mandlige velyndere, der finansierer hendes eskapader, mens de selv langsomt går til grunde idet de underkaster sig hendes lunefulde væsen, samtidig med, at den pæne facade konstant søges opretholdt. Med sit udgangspunkt i teaterverdenen bruges teatret som en stærk metafor for hele samfundets sociale maskespil, der i romanen netop demaskeres. På en af bogens første sider forlanger teaterdirektøren Bordenave, at folk skal omtale hans teater som et ”bordel”. På lignende vis skildrer Zola så at sige hele samfundet som et bordel, hvor folk drives af erotisk besættelse. Den dekadente stemning kulminerer i en dyster slutning, hvor hovedpersonen fortæres af sygdom, mens lyde fra gaden anslår optakten til den fransk-preussiske krig. Romanen er derfor også Zolas meget kritiske skildring af en uduelig herskende klasse, der fører Frankrig ud i en skæbnesvanger krig.

Krigens væsen blev netop temaet for en anden af de store romaner i serien, den føromtalte Det store nederlag. Zola var ikke decideret imod krig, men han skildrede krigen i al sin desillusionerede gru. Her er ingen helte og ingen krigsromantik. Slagmarken beskrives som et blodigt slagtehus, samtidig med at Zola viser den kynisme hvormed forskellige folk skamløst profiterer på krigen. En anden markant roman i serien er Germinal – en af de store romaner om den franske arbejderklasse centreret omkring en minestrejke. Igen er Zola ikke decideret socialist, men han beskriver kritisk borgerskabets grådige udbytning af arbejderne, og de kummerlige forhold som disse lever under. Han ønskede ikke revolution, men ønskede omvendt at skildringen af strejken skulle få borgerskabet til at skælve af skræk og indse, at reformer var nødvendige.

Socialt engagement og Dreyfus-affæren

Efter kraftanstrengelsen med den store romanserie tiltrak Zola sig i de senere år mindre opmærksomhed som skønlitterær forfatter. Det blev en anden omstændighed, der fik ham frem i offentligheden, nemlig Dreyfus-affæren. Alfred Dreyfus var en jødisk officer, som i 1894 var blevet dømt til livsvarigt fængsel på Djævleøen i fransk Guyana på grund af påståede beskyldninger om landsforræderi og samarbejde med tyskerne. I samtiden blev sagen årsag til stor diskussion, da meget tydede på, at der var tale om et justitsmord. Der kom beviser frem om, at den skyldige i virkeligheden var en kommandant Esterhazy, men magthaverne fastholdt dommen over Dreyfus for ikke at afsløre deres egen oprindelige fejltagelse. Sagen kom Zola for øre gennem bekendte, og med tiden kom han til en klar overbevisning om, at sagen ikke blot afslørede et korrumperet justitssystem, men også en slet skjult antisemitisme i samfundet. I 1898 offentliggjorde han den berømte artikel J'accuse (”jeg anklager”) - et åbent brev til præsidenten, som sendte chokbølger gennem samfundet og som for eftertiden navnlig har slået hans navn fast som den socialt engagerede intellektuelle. Med artiklen dannede Zola skole for, hvordan den intellektuelle kan præge den offentlige debat. På grund af det åbne brev blev Zola idømt et års fængsel på injurier, men inden afsoning flygtede han til England, hvor han gik i eksil. Siden vendte han hjem, ligesom Dreyfus blev løsladt og siden (dog først i 1906) endegyldigt rehabiliteret. Dreyfus-affæren forblev et betændt emne og gav Zola mange fjender. I 1902 døde Zola under mystiske omstændigheder i sit hjem af en kulilteforgiftning. Sagen er aldrig blevet opklaret, men meget peger på, at der var tale om et politisk motiveret mord. Hvis det er sandt, blev Zola også eksempel på en engageret intellektuel, der døde for sin overbevisning.

Hvorfor læse Zola i dag?

Selvom det deterministiske og darwinistiske grundsyn, der især slår Zolas navn fast som den store naturalist i dag kan virke problematisk og bedaget, kan hans romaner sagtens læses som de præcise  skildringer af samfundet, de er. Hvor Zola i sine egne programerklæringer kan virke meget skematisk, rummer romanerne nemlig en langt større kompleksitet, som gør dem levende den dag i dag. En kompleksitet, der opstår i spændingsforholdet mellem forfatteren som køligt registrerende og socialt indigneret, og som får liv af det yderst grundige researcharbejde. Med sin indarbejdelse af gadens sprog og sine ofte præcise skildringer af de sociale kampe, der bobler under overfladen i samfundet, gør Zola op med litteraturen som idealiseret skønmaleri af verden. I en tid, hvor der ofte efterlyses brede samfundsskildringer og skribenter, der tør skrive ubekvemme sandheder, om samfundet om det så også får personlige konsekvenser for dem selv, kan Zola afgjort tjene som forbillede.

Læs videre:

Zola på dansk – udvalgte bøger:

Der findes ingen samlet dansk udgave af den store Les Rougon-Macquart-serie, men mange af romanerne er oversat til dansk. De fleste oversættelser og udgaver er desværre af ældre dato. Her er primært medtaget hovedværker i nyere versioner.

Det store nederlag
Oversat af André Lütken, revideret af Mogens Boisen. Med efterskrift af Jens Kruuse. Lademann, 1972.

Germinal
Oversat af C.E. Falbe-Hansen, revideret af Lilian Munk Dahlgreen. Gyldendal, 1994.

Nana
Oversat af A. Christiansen, revideret af Axel Broe og Jørgen Larsen. Gyldendal klassikere, 2006.

Thérèse Raquin
Zolas gennembrudsroman. Oversat af I.C. Lauritzen. Edito Bøger, Verdenslitteraturens Perler, 1972

Yderligere læsning:

Georg Brandes har med sin interesse for naturalismen naturligvis også interesseret sig for Zola. Han portrætterer forfatteren i sine Samlede skrifter. Gyldendal, 1899-1910.

The Cambridge companion to Zola / Brian Nelson. - Cambridge University Press, 2007. - xxvii, 214 sider.

Eric Danielsens biografi Émile Zola – En borgerlig rebel giver et fyndigt overblik over både forfatterens liv og værk, inkl. et afsnit om Zolas reception i Danmark. Politisk revy, 2009.

Zola på nettet:

Der er et fint overblik over Zolas liv på den engelske Wikipedia-side.

Læs den berømte J'accuse-artikel på engelsk og fransk

Literature Resource Center
En omfattende litteraturvidenskabelig database. En betalingsbase, der kræver abonnement, som mange biblioteker har adgang til. En omfattende side om Emile Zolas forfatterskab fra Contemporary authors online. ( A profile of the author's life and works).

Pegasos
Forfatterportræt af Emile Zola på engelsk fra den finske litteraturside Pegasos.

En del værker af Zola kan downloades på fransk eller engelsk på Projekt Gutenberg

Den store danske - Gyldendals åbne encyklopædi
Artikel om Emile Zola. Siden er udarbejdet af førende danske fageksperter.

Cand. mag. Rasmus Steffensen

4
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 4 (1 vote)