Sørensen, Villy

Oprettet: 04.07.2007 - 08:06

Modernisten Villy Sørensen. Digter og filosof. Sørensens forfatterskab er et af dem, man bliver klog af at beskæftige sig med. 
                                                                       
Den sære begyndelse.
Villy Sørensen var først i 20´erne, da han i efteråret 1952 forsøgte at få udgivet nogle korte historier, han havde skrevet i løbet af året. Han sendte dem først til Wivels forlag, hvor datidens toneangivende lyrikere udkom, men fik et afslag fra Ole Wivel selv, der var til at forstå:

"Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge.
H.C. Andersens eventyrsprog er her oversat til et plastic- og babysprog af en ofte blændende artisme, men uden den kraft, man fx finder i Frank Jægers Hverdagshistorier eller Leif E. Christensens noveller (sikke karle de har inde på det Wivelske forlag!)
Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens som meget ubehageligt
får én til at tænke på en tålmodig onanist."

(Citatet er fra Sørensens dagbog 28.oktober 1952 og indskuddet i parentes er Sørensens egen kommentar)

Allerede den titel Sørensen havde planlagt at give sin debutbog Sære historier viser, at han var bevidst om, hvilken virkning historierne måtte have på læseren og afslaget kan således heller ikke være kommet helt bag på den unge digter. De historier Sørensen havde skrevet udfordrede tidens litterære stil, der stadig var domineret af den tungsindige tone i efterkrigstidens hereticanske litteratur. De sære historier har modsat en underlig ironisk og legende facon, der måtte provokere de alvorlige hereticanere. Men Sørensen mente det jo også alvorligt, og hans sære historier udkom et halvt år senere på Gyldendal. Bogen er blevet en klassiker i den danske litteraturhistorie, hvor den betragtes som et tidligt eksempel på den danske litterære modernisme. En modernisme, som Sørensen også blev talsmand for, både i det teoretiske hovedværk Digtere og dæmoner og som redaktør på litteraturtidsskriftet Vindrosen, i øvrigt sammen med en anden dansk modernist, Klaus Rifbjerg.

Men hvad er det så for en modernisme, der kendetegner Sære historier og resten af Sørensens skønlitterære forfatterskab i øvrigt? Først og fremmest er de alle skrevet på den erfaring, at det moderne menneske lever i en verden, hvor de gamle værdier og metafysikken har udspillet sin rolle. Men at gud er død vil jo også sige, at han ikke altid har været det. Villy Sørensen skriver senere i bogen hverken-eller, at den moderne intellektuelle må opponere:

"mod troen på at der er andre drivkræfter på spil i tilværelsen end de rent menneskelige
– psykologiske og sociale – faktorer, - men også mod den rationalistiske forkastelse af de – religiøse og kunstneriske – symboler, som menneskets følelsesliv og dybeste erkendelse udtrykker sig igennem."

Store dele af Sørensens forfatterskab beskæftiger sig med disse symboler. Sære historier indledes således med To legender, der på hver sin måde kritisk parodierer kristendommens - og i videre forstand religioners - forenklede opfattelse af mennesket som værende enten godt eller ondt. Den første af legenderne, Silvanus af Nazareth, udspiller sig i Bethlehem, hvor en teologisk diskussion er blusset op efter den hellige Hieronimus´ død. Kætteren Sabianus fremlægger den påstand, at Jesus havde to viljer. En utænkelig og kættersk påstand for de kristne, der opfatter Jesus som det absolut gode. Problemet er at Sabianus har påstanden fra en bog, som Hieronimus efter sigende forfattede i sin ungdom. Og hvis det er den hellige Hieronimus selv, der har skrevet det, må det vel være sandt? Men sandheden er ikke så entydig, som man ofte forsøger at gøre den og i Sørensens moderne legende er halve sandheder lig med halve kroppe og afrevne lemmer.

Apropos afrevne lemmer: I Sære historier finder man også den vel nok mest kendte af Sørensens historier, Blot en drengestreg. Egentlig er det slet ikke nogen historie, men nærmere en demonstration af hvordan det ser ud, når man i et barnligt floskelsprog beskriver, hvordan to unge drenge saver en yngre drengs ben af og lader ham forbløde på et køkkengulv. Baggrunden for tragedien får læseren ikke meget at vide om, men det er noget med, at børnenes forældre har givet en forsimplet forklaring på hvordan drengenes onkel pga. en blodforgiftning, har fået erstattet sit syge ben med et kunstigt: "og det var så godt som et rigtigt ben". Da en lille dreng slår hul på sin storetå, beslutter de to brødre at hjælpe ham ved at skære benet af, så han ligesom onklen kan få et kunstigt. Men det er ikke så nemt som det lyder, at skære sådan et lille ben af og mens det langsomt går op for de to brødre, at de måske ikke skulle være begyndt på operationen, mister de patienten. Det er ikke noget kønt syn, der venter mor da hun træder ind ad køkkendøren: "blodet skvulpede om hendes ben og hang i kager på væggene." Den grumme historie bliver fortalt i et naivt sprog, der mimer børns eget og på intet tidspunkt træder fortælleren i karakter som den autoritet, der er brug for til at sætte uhyrlighederne i en moralsk ramme.

Provokationen er til at få øje på og historien er da også en af Sørensens mindst opbyggelige. Også i Tigrene foregår der farlige ting i køkkenet. To brødre er knapt flyttet hjemmefra, da de modtager et telegram fra deres mor: "kom straks hjem, tiger i køkkenet". Brødrene rejser hjem og forsøger at løse det farlige problem, som viser sig at være mere generelt end først antaget. Hele byen synes at være plaget af tigre og der afholdes en tigerkongres, hvor man diskuterer hvordan man kommer af med tigrene igen. Det er ikke nemt, men da det endelig lykkes at slippe af med tigerplagen, opstår et nyt problem – tigerlængsel. Det vrimler i det hele taget med tigre og løver i Sære historier og Arne Ungermanns originale forside prydes da også af en tiger, der skuler ud gennem køkkenvinduet direkte på beskueren. De sære historier kræver af læseren, at hun kigger sin egen tiger i øjnene, selvom det kan være ubehageligt. Sørensen så i kunsten et potentiale til at frisætte det fortrængte, der både i samfundet og i individet kan komme i vejen for en sund og videre udvikling, hvis det ikke bliver erkendt og fortolket. Det er denne "kunstens opbyggelighed", der har fået senere litterater til at kritisere Sørensen for, at han alligevel ikke var moderne på den rigtige måde. Således oplevede Sørensen i starten af sin karriere at være for radikal, for til slut at blive beskyldt for ikke at være radikal nok. Se henvisninger til debatten om modernismekonstruktionen nedenfor.

Villy Sørensens skønlitterære forfatterskab blev kun en lille del af det samlede værk han efterlod sig. To år efter Sære historier udkom endnu en samling historier. Denne gang var det blevet til Ufarlige historier og i 1964 kom Formynderfortællinger. Derudover blev det til et par gendigtninger, et enkelt lyrisk værk, Vejrdage og de to samlinger af småhistorier De mange og de enkelte og 55 Bagateller. Sørensen vurderede selv kunsten som det primære, men ikke desto mindre fandt han det sværere og sværere at digte, mens filosoffen i ham fik overtaget. Han var, på trods af en ryglidelse der plagede ham livet igennem, ekstremt belæst og produktiv og hans øvrige værk spænder over et utal af genrer og emner.
Sørensens forfatterskab er et af dem, man bliver klog af at beskæftige sig med. Sære historier er et godt sted at starte.

Af Stud. mag. Kasper Maaløe, Syddansk universitet 2007


Læs Videre

Sære historier. Gyldendal 1953. (6.udgave, Gyldendal 2001)
Ufarlige historier. Gyldendal, 1955. (4.udgave, Gyldendal 1991)
Formynderfortællinger 1964. (5.udgave, Gyldendal 1999)
Sørensens litterære hovedværker, der fortsætter den originale stil fra debuten Sære Historier.

Digtere og dæmoner : fortolkninger og vurderinger. Gyldendal, 1959. (3.udgave, Gyldendal 2003)
Sørensens klassiske, teoretiske værk, hvori han fremlægger sit syn på kunstens rolle i den moderne verden.

Oprør fra midten. Af Villy Sørensen, Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen. Gyldendal, 1978. (2.udgave, Gyldendal 1993)
Politisk værk, der ved sin udgivelse fik enorm opmærksomhed og startede en folkelig debat. Som titlen siger, plæderes der for muligheden af et oprør fra den politiske midte.

Vejrdage. Gyldendal, 1980. (3.udgave, Gyldendal 2002)
Små personlige digt- og prosatekster, der modsat de længere fortællinger tager deres udspring i hverdagsbetragtninger.

Ragnarok : En gudefortælling. Centrum, 1982. ( 7.udgave, Satellit, 2007)
Apollons oprør : De udødeliges historie. Vindrose, 1989. (2. udgave, Vindrose 1997)
Gendigtninger af henholdsvis den nordiske og den græske mytologi. Sørensens gendigtninger ser myterne i nyt lys og lader nye figurer indtage centrale pladser i fortællingerne.

Tilløb : dagbog 1949-53. Gyldendal, 1988
Forløb : dagbog 1953-61. Gyldendal, 1990
Perioder : dagbog 1961-74. Gyldendal, 1993
Sørensens dagbøger er et vidnesbyrd om et usædvanligt menneskes tanker om kunst, filosofi og sin egen tilværelse. Optegnelserne følger Sørensen hele vejen fra hans ungdom før debuten i 1953 og frem til 1993, hvor det sidste bind udkom.

Jesus og Kristus. Gyldendal, 1992
Sørensens undersøger hvem Jesus egentlig var og lader den historiske reformator, Jesus, træde frem til fordel for den mytiske frelserskikkelse Kristus. Fungerer glimrende som introduktion til kristendommen og biblen generelt.

55 Bagateller. Gyldendal, 2002
Sørensen var i sine sene år så plaget af sin ryglidelse, at det var vanskeligt for ham at arbejde. Kort før sin død, lagde han sidste hånd på samlingen af 55 små tekster, som er samlet i denne hans sidste udgivelse.

Om forfatteren
Der er siden Sørensen debuterede i 1953 skrevet en overvældende mængde om forfatterskabet. Nedenstående er således kun et par udvalgte værker, der hermed anbefales.

Både frem og tilbage : portræt af Villy Sørensens forfatterskab. Redigeret af Marianne Barlyng og Jørgen Bonde Jensen. SPRING. 2002.
Året efter Villy Sørensens død udkom denne store portrætbog, der består af tekster af forskellige bidragsydere. Sørensens forfatterskab undersøges på kryds og tværs og bogen giver et godt indtryk af det mangesidede forfatterskab.

Talt : et interview ved Finn Hauberg Mortensen. Gyldendal, 2002
Villy Sørensen gav i de sidste par måneder af sit liv en række interviews til Finn Hauberg Mortensen. Disse kom til at handle om hans liv og hans samtid, fra hans barndom i Hvidovre og til hans sidste år.

Med Villy i midten : 28 vidnesbyrd om Villy Sørensen. Gyldendal, 2004.
28 venner og bekendte skriver om deres personlige forhold til Villy Sørensen og giver et billede af en humoristisk, klog og trofast ven. Af bidragydere kan nævnes Villys bror Henning Sørensen, Per Øhrgaard, Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger og Niels Barfoed.

Støvring, Kasper: Det etiske kunstværk. Gyldendal, 2006
Forfatteren forsøger at rykke ved det traditionelle billede af Villy Sørensen som kulturradikal, og argumenterer i stedet for at kalde ham kulturkonservativ. Bogen beskæftiger sig især med Sørensens kanoniserede Digtere og dæmoner, som forsøges genlæst fra et nyt perspektiv.

At gå op ad væggen : et filmportræt af digteren og filosoffen Villy Sørensen. Instruktion og manuskript Anker Li. Statens Filmcentral, 1997
I denne portrætfilm har Anker Li fået lov til at filme hjemme hos Villy, mens han fortæller om sit liv og sin kunst. En enestående mulighed for at opleve Sørensen i levende billeder.

Diverse
Det har i de seneste år været diskuteret, hvorvidt den danske modernisme var en "rigtig" modernisme. Debatten har i høj grad involveret Villy Sørensens forfatterskab. Nedenstående henviser til et udpluk af indlæg i debatten.

Borup, Anne: Den danske modernismekonstruktion: Ud af modernismen – ind i litteraturen. I: Kritik, årgang 33, nr. 147 (2000), side 1-18.

Frank, Niels: Omstigning til Paradis : Om Villy Sørensens Digtere og dæmoner og hvorfor modernismen i Danmark ikke var moderne. I: Kritik, årgang 34, nr. 152 (2001), side 18-29.

Haarder, Jon Helt. (2000): Villy og Sørensen : Skitse til genlæsning af et forfatterskab. I: Kritik, årgang 33, nr. 143 (2000), side 1-9.
(Artiklen kan også læses online)

0
Din bedømmelse: Ingen