Gru og skæmt går hånd i hånd i Rune T. Kiddes Julius’ afsind, der ikke ligner noget som helst andet i dansk litteratur.
Udtrykket ”tusindkunstner” kommer til sin fulde ret, når det gælder Rune T. Kidde. Han har en enorm produktion af tegneserier bag sig, og han har bl.a. givet sit bidrag til den litterære tradition med tegneserieklassikere som Litterærlige klassikere og Den lilla møghætte og pulven. Men han har også lavet børnebøger, digte, eventyr, cd’er, romaner, biografier og humoristiske bøger. Han har arbejdet for Danmarks Radio i ti år og har skrevet til både tv, opera, teater og film. I 2009 udkom Julius’ afsind, der af forlaget blev lanceret som Rune T. Kiddes bud på en krimi.
Julius’ afsind er ikke en krimi. Der er masser af mord i romanen, langt flere end en traditionel krimi kan bære, men der er ingen mordgåde. Der er ingen tvivl om, hvem der udfører mordene, og slutningen afsløres midtvejs, så der er ikke meget at komme efter for en opklarende detektiv eller en mysterieknækkende læser. I stedet har romanen langt mere til fælles med horrorgenren og lægger ud som en relativt harmonisk barndomsidyl i beskrivelsen af det nære venskab mellem fortælleren Christian og den ensomme, drømmende Julius. Men idyllen har små sprækker, som bl.a. viser sig i Julius’ delvist skæmtende mordforsøg på Christian. Sprækkerne vokser sig langsomt større og større, indtil vanviddet udfolder sig i groteske scenarier og mord, blod og afskårne lemmer flyver hen over siderne.
Det er vanskeligt at genrebestemme Julius’ afsind. Romanen opbygger ikke, som det forventes af en kriminalroman, et realistisk univers. I stedet balancerer romanen på kanten af de mere magiske genrer. Eventyrets formulariske brug af tal udfolder sig hos Kidde i scener, hvor Julius maler et maleri i syv lag, hvoraf de seks er identiske. Senere afvaskes lagene et for et, indtil det oprindelige maleri er afdækket. Men hvor eventyret ofte beskæftiger sig med det, mennesket længes efter og drømmer om, er det i Julius’ afsind i stedet gruen og rædslen, der er motor for fortællingen. Derfor ligger romanen, specielt i de afsluttende vanvidssekvenser, hvor det vrimler med dobbeltgængere og spøgelser, tættere op ad den gotiske genre. Dog forankres det gotiske konkret i Julius’ vanvid og dermed i det psykologiske, frem for at udfolde sin egen modvirkelighed fuldt ud, som det typisk ses i et gotisk univers, fx Mary Shelleys Frankenstein-klassiker fra 1818.
Julius og Christian er på mange måder hinandens modsætninger. Christian repræsenterer menneskets pæne sider. Han oplever tryghed som barn og holder sig inden for det normales rammer og får uddannelse, kone og børn. Julius oplever derimod svigt og får et udsvævende, drømmende liv uden faste holdepunkter. Han lever dels af en arv, og dels af indtægter fra sine kunstmalerier, der alle portrætterer den samme hvide klovn. Han plages af depressioner, og hans sorte sind tiltrækkes af døden. Selv om det er Christian, der fortæller, er det Julius’ historie, der skildres. Læseren får ikke meget at vide om Christian, men til gengæld er Christian i stand til at fortælle fra Julius’ synsvinkel. Christian er det normale fikspunkt, hvorfra vanviddet skildres, men hans evne til at skildre det indefra viser den nære forbundethed mellem de to venner, der begge repræsenterer hinandens skyggesider. Det er et næsten klassisk Dr. Jekyll & Mr. Hyde grundskema. Det er i dette samspil mellem de to karakterer, der nærmer sig en mental symbiose, at romanen præsterer et grundigt psykologisk gys. Det underbygges af, at brugen af pronominer enkelte steder forskydes, så det bliver uklart for læseren, hvem der er hvem.
Sprogligt har romanen et overskud af fantasi og fortælleglæde. Den sproglige leg lyser op fra hver eneste side med fabulerende indfald og poetiske og gakkede sammenligninger. Det giver historien sit eget liv med en sprogtone, der ligger op ad det skæmtende. Som fortæller er Rune T. Kidde en drillepind, og romanen ligner ganske enkelt ikke noget andet i dansk litteratur. Den er svær at genrebestemme; der er en usædvanlig brug af fortællesynsvinkel; og gru og skæmt går hånd i hånd. Som roman vil den derfor indtage positionen som både unikum og outsider i forhold til den øvrige litteratur.
Et andet eksempel på en forfatter, der har givet efter for lysten til legen med krimigenren, er Pia Juul. I Mordet på Halland sættes det store politimaskineri i gang, og skeletter dejser ud af skabe, mens opklaringen glider dybere ind i formørkelsen, og fortælleren drillende tager læseren ved næsen.
Cand mag. Mette Henriksen
Litteratur om bogen
Anmeldelser i aviser
3/9 2009 Per Krogh Hansen i Berlingske Tidende
15/9 2009 Christina Dahl i Herning Folkeblad
15/9 2009 Arne Mariager i Vejle Amts Folkeblad
18/9 2009 Katinka Bruhn i Weekendavisen
Anmeldelser på nettet
Bogvægten
Jan Vandall: Julius' afsind
Sentura
Palle Juul Holm: Krimi i gakket gangart
Links
Danmarks Radio
"Julius afsind" af Rune T. Kidde
Omtale i forbindelse med, at Julius afsind er månedens roman i DR Romanklubben maj 2010.
Generelt om forfatteren
Bøger
99.4 Kidde, Tune T.
Rune T. Kidde: Fra tegneserier til opera: 25 års ækle æventyr. - Modtryk, 2000. – 143 sider.
Forfatteren Rune T. Kidde fortæller om sit liv og arbejde med bl.a. tegneserier, digte, romaner, børnebøger, radioudsendelser og opera.
99.4 Kidde, Rune T.
Rune T. Kidde: Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring. - Modtryk, 2007. – 397 sider.
Tusindkunstneren og forfatteren Rune T. Kidde fortæller om barndommen og voksenlivet og hvordan det var at blive blind samt ikke mindst om forfatterskabet med bl.a. tegneserier, digte, romaner, børnebøger, radioudsendelser, opera og film.
99.4 Kidde, Rune T.
Æventyrlige Rune T. Kidde/ Interviewet af Anders T. Jensen et. al. - Ultima, 1994. – 146 sider.
Afsnit i bøger
81.09
Hjorth-Jørgensen, Anders: Carlsens store tegneserieleksikon : alverdens tegneserieskabere. -Carlsen Comics, 1997.
(heri s. 145-147: Rune T. Kidde).
Artikler i tidsskrifter
05.6
Ud og se. – DSB.
(heri: 2004, marts, s. 18-26: Marcus Aggersbjerg: Ilden inden i).
Interview med Rune T. Kidde.
Artikler i aviser
Berlingske Tidende
(heri 5/5 2002: Ivar Carstensen: Kaldet til sort humor).
Interview.
Berlingske Tidende
(heri 24/12 2006: Tonie Yde Mørch: Pisser, puletid og andre ækle æventyrligheder).
Portræt.
Ekstra Bladet
(heri 26/5 2007: Karen Seneca: Det er befriende at være blind).
Interview.
Jyllands-Posten
(heri 27/9 1997: Jette Meier Carlsen: Kiddes indre ild).
Interview.
Jyllands-Posten
(heri 30/7 2000: Kim Hundevadt: Sømanden og præsten).
Interview.
Jyllands-Posten
(heri 20/10 2007: Rikke Søholm: En kunstner med tusind øjne).
Interview.
Kristeligt Dagblad
(heri 1/7 2005: Kathrine Læsøe Engberg: Runes verden).
Interview.
Politiken
(heri 27/9 2007: Søren Vinterberg: Latter og lyssyn).
Portræt i anledning af Rune T. Kiddes 50 års dag).
Links
Forfatterweb
Dansk bibliotekscenters forfatterportræt. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste folkebiblioteker.
Forlaget Modtryk
Kort artikel om Rune T. Kidde.
Runetkidde.dk
Forfatterens egen hjemmeside.
Den store danske - Gyldendals åbne leksikon.
Indeholder samtlige artikler fra Gyldendals leksika; størsteparten stammer fra store Danske Encyklopædi. Dertil er der suppleret med en række andre værker. Artiklerne er redigerede og verificerede af førende danske fageksperter.
Tegneseriemuseet i Danmark
Artikel om tegneseriekunstneren Rune T. Kidde
Bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne
smag på bøgerne – en bid om dagen