Flaubert, Gustave

Oprettet: 17.10.2007 - 08:06

Gustave Flauberts hovedværk er Madame Bovary hvori han beskriver middelmådighedens fængsel. Forfatterskabet spænder også over grusom krigsdrama og hylende morsom satire 

Den længselsfuldes krønike: Flauberts Madame Bovary
Charles er blevet læge, mere på trods end på kundskab, og i embeds medfør bumper han ind i den smukke bondedatter Emma. Hver især ser de den anden som symbolet på liv og lykke, og da der fries, bliver der sagt ja. Og så: efter det pittoreske bryllup sniger hverdagen sig ind mellem symbol og længsel - den unge mand er væk hele dagen, rider fra sted til sted som læge, mens den unge kvinde sidder derhjemme og holder hus. Og hun holder hus med det hele, så længe som det nu kan lade sig gøre for hende, men i længden er det bare frygteligt kedeligt. Hun begynder at bevæge sig for at holde kedsomheden fra døren, ud af døren, pligten, fornuften og ægteskabet. Hun lader sig besnære af det materielle, skinnende stoffer, smukke møbler, den æstetiske adspredelse. Hun lader sig besnære af romancen, den unge student, adelsmanden, den følelsesmæssige adspredelse. Hun tager imod alle adspredelser med kyshånd, hun forsøger at omskrive tilværelsen til en opera, for hun er Emma, bestemt til noget større, noget spændende, noget andet.

En jegfortæller, hvis identitet forbliver en gåde, fører os hele vejen fra Charles barndom til hans død - kedelige, hengivne Charles og hans liv, der drejer omkring det lys, der er Emma. Han er en simpel sjæl, der sagtens kan overleve i borgerskabets middelmådige verden, den eneste stræben opad han nogensinde præsterer er Emma eller foranlediget af Emma. Og det hele fejler for ham, sådan på sigt. Emma, derimod, kan slet ikke overleve i borgerskabets middelmådige mørke, selvom hun sprutter det bedste hun har lært. Hun kan bare heller ikke rigtigt komme ud af det, i livet, men må rive det hele ned fra hylderne i forsøget på at finde luft og lykke.

Flaubert er både blevet anklaget for mørk kynisme og indsigt i den menneskelige psyke i sin skildring af provinslægeparret, og selvom det til tider er mørkt, det man får at se, så er det netop indsigt og ikke kynisme, indsigt i menneskets længselsfuldhed, som middelmådighedens fængsel giver pauvre betingelser for at opfylde. Det er medrivende, vedkommende og ganske enkelt en rigtigt god historie.

Ham
"Den smukkeste kvinde er ikke længere smuk, når hun ligger på bordet med sine indvolde på næsen, sit ben skrabet og et cigarskod på den ene fod" (Flaubert i et brev som 16-årig; Danielsen, p. 17)

Rouen, Frankrig 1821: Gustave Flaubert bliver født som søn af en læge og voksede op, særligt knyttet til sin søster Caroline. Sammen med hende sneg han sig rundt på faderens hospital og overværede alskens spændende sager, heriblandt lighuset og dets indvånere. Drengen Gustave skulle tidligt have vist evner udi skriveriet, men forventninger sendte ham som ung til Paris for at læse jura hvor studenterlivet kedede ham og borgerskabets sociale liv vakte hans foragt. Fuldtidsforfatter fik han først lov til at blive efter et særligt slemt anfald af epilepsi – han tog tilbage til familiens hus i Croisset ved Rouen, omtrent samme tid som først hans far, senere hans højtelskede søster, afgik ved døden. Herefter tilbragte han størstedelen af tiden i huset alene med sin mor.

Mange kvinder blev tilsyneladende tiltrukket af den høje, vikingagtige Gustave - han giftede sig aldrig, men havde, udover forskellige forhold af varierende natur og længde, et årelangt intimt forhold til digterinden Louise Colet, og et endnu længere venskab med forfatterinden George Sand. Han havde livet igennem en hyppig brevkorrespondance med sine venner, hvor han blandt andet kommenterede og diskuterede forfatterskabet og dets vilkår. Epilepsi og syfilis sled på helbreddet, og Flaubert døde af et slagtilfælde i Croisset i 1880.

Hans værker
Flaubert arbejdede utrætteligt og koncentreret på sine værker i årevis, før han overlod dem til omverdenen – det skulle være perfektion helt ned på sætningsniveau. Hans første roman, Sankt Antonius’ fristelser, læste han højt for to venner, der efterfølgende rådede ham til at kaste værket i kaminen, og beskæftige sig med noget tættere på dagliglivet. Den ene fortalte ham historien om lægefruen, der havde ruineret sin mand og begået selvmord, og det var den han brugte de næste fem år på at perfektionere. Den blev først udgivet i serieform i Revue de Paris i 1856, og blev mødt med roser fra publikum og sagsanlæg fra staten. Staten fik ikke ret, og da Madame Bovary efterfølgende udkom i bogform var der allerede skabt en stor læserskare.
Flauberts næste projekt, Salammbô, var en historisk roman om oldtidsbyen Karthago og også den tog fem år at skabe. Det er den dramatiske fortælling om byens kamp mod de lejetropper, byen har undladt at betale efter et sejrrigt felttog, og der er hverken sparet på blodsudgydelser, magtbegær eller skønne kvinder. Bogen blev vel modtaget, omend regnet for en anelse grusomhedsdyrkende.

I 1869 blev Følelsernes Opdragelse udgivet, den var til dels inspireret af Flauberts egen ungdom i Paris, og beskrev den unge mand Frédéric Moreaus liv i hovedstadens turbulente revolutionstid – den er præsenteret mere omfattende under nyoversættelser på: www.litteratursiden.dk

Fem år senere fik han udgivet det, han selv anså for sit livsværk; Sankt Antonius’ Fristelser, som han ikke havde kunnet forkaste helt trods vennernes dom, i den tredje, fuldstændigt omarbejdede version. Efter en stor fiasko med et teaterstykke, udgives novellesamlingen Tre fortællinger i 1877, der som mange andre af hans værker beskæftiger sig kritisk med religion og med stor interesse for det historiske – det er desuden et godt sted at starte, hvis man vil have et hurtigt indblik i Flauberts spændvidde.

Flauberts sidste roman, Bouvard og Pécuchet, blev ikke færdiggjort, men alligevel udgivet posthumt. Det er Flauberts encyclopædiske farce over menneskets og samtidens dumhed, skildrende de to venner med titelnavnene, der forsøger at tilegne sig al viden, men ender med at nøjes med at kopiere andres. I tillæg hertil er Klichéordbogen, som senere er blevet udgivet som selvstændigt værk, der – som titlen antyder – er et opslagsværk over alle de tåbelige ideer, borgerskabet holdt for sande. Og det er, den dag i dag, hysterisk morsomt at læse Flauberts skarpe pen.

Af Tanja Poulsen, stud.mag, Århus Universitet

 

Læs videre

Om forfatteren

Om værkerne

Lidt mere

  • Julian Barnes har skrevet romanen Flauberts papegøje om en aldrende Flaubertforsker, og det er en fornøjelig måde at lære mere om Flaubert på.
0
Din bedømmelse: Ingen