Med sproglig præcision, afdæmpet ironi og ømhed skildrer Julia Butschkow i Apropos Opa en ung kvindes undersøgelse af sammenhængen mellem sin egen historie og sin farfars fortid som nazist.
Julia Butschkow (f. 1978) debuterede i 1997 med digtsamlingen Lykkekompleks og udgav i 1999 kortprosasamlingen Så simpelt. I 2004 udkom romanen Lunatia, der er skrevet som én lang sætning. Romanen beskriver en ung kvindes åndeløse monolog under en hospitalsindlæggelse efter et selvmordsforsøg. Den formeksperimenterende undersøgelse af mennesker i krise er gennemgående for forfatterskabet. Apropos Opa er et markant stilskifte fra den hvirvlende, labyrintiske tankestrøm i Lunatia til en ordknap fortællestil med korte sætninger og halvtomme sider. Med Apropos Opa nærmer Butschow sig nu i en langt mere tilgængelig form den klassiske romangenre.
Apropos Opa er en fortælling om en ung kvindes opsporing af sin familiehistorie. Hun arbejder i en urmagerforretning på Københavns Hovedbanegård, hvor hun får dagene til at gå, indtil hun en dag uventet får besøg af sin fætter, som hun ikke har set i 20 år. Han iscenesætter sig som sultekunstner og afslører, at deres fælles Opa var topnazist, mere præcist Obersturmbannführer i Polen og leder af et tysk kontor i landsbyen Leczyca, hvor der under krigen blev oprettet en jødisk ghetto, og hvorfra der blev deporteret flere tusinde jøder til Chelmno-lejren.
I en episodisk og anekdotisk fortællestil undersøges sammenhængen mellem tre slægtleds historier, fra farfarens nazistiske fortid, over faren, der har levet en hippietilværelse, til fortælleren, der lever et monotomt og fastlåst liv på lykkepiller. Der antydes sammenhænge mellem Opas oplevelser under krigen og hans senere rolle som familiedespot, mellem farens flugt fra den tyranniske Opa og hans udsvævende liv som blomsterbarn med et hav af elskerinder, og mellem fortællerens opvækst med skilte og udsvævende forældre og hendes fastlåste livssituation. Alligevel er der en ægte medfølelse og indlevelse i de sørgmuntre portrætter, der gør, at fortællerens historie undgår at blive en offerhistorie. Fortællingen undgår både det sentimentale og det vredladne, når tyrannen Opa menneskeliggøres af fortælleren, som forestiller sig, at han for første og eneste gang oplever medfølelsen som et smertende sår under krigens sidste dage.
I Apropos Opa får tomrummet lov til at fylde. På romanens første side står kun tre sætninger:
”Opa er død.
Min far ringer på min mobil.
- Det var det, siger han.”
Den lakoniske indledning er et godt eksempel på fortællerens afdæmpede ironi, det mundrette og ordknappe sprog, den korte, brudte fortællestil og fraværet af fortolkende refleksioner og kommentarer til historien. Den afmagrede fortællestil giver Apropos Opa stilmæssige ligheder med minimalismen. Men fortællerens undersøgelse af den fortrængte familiehistorie ligger fjernt fra minimalismens fokus på hverdagsbegivenheder og på det trivielle. I stedet bliver tomrummet betydningsskabende under fortællerens afdækning af sin familiehistorie, hvor centrale dele af historien er blevet fortiet.
Apropos Opa befinder sig i grænselandet mellem fiktion og selvbiografi. Da Opa i krigens sidste dage undslipper en russisk henrettelsespeloton, råber en af soldaterne hans navn, - Butschkow! Det er det eneste sted i romanen, hvor der findes en tydelig kobling mellem romanens forfatter og dens fortæller. Det er tilstrækkeligt til at angive, at der er tale om en roman bygget på (selv)biografisk materiale, en genre som også Kim Leine og Kristian Ditlev Jensen anvender. I interviews har Julia Butschkow forklaret, at hendes farfar var topnazist, men at hendes egen far – modsat fortællerens far i Apropos Opa – ikke fortrængte denne fortid. Der er derfor tale om en autofiktion, hvor forfatteren tilsyneladende er identisk med jegfortælleren, men hvor forfatteren også sammenblander det biografiske og fiktionen.
Romanen opnår sin særlige effekt, fordi fortællerens bearbejdning af sit private traume afspejler den kollektive traumebearbejdelse af 2. verdenskrigs begivenheder. En sådan autofiktiv bearbejdning af det 20. århundredes historiske traumer finder man også hos forfattere som Knud Romer i Den som blinker er bange for døden (2007) og hos Pablo Llambías i Et ukendt barn (2005). I Europæisk kontekst finder man samme træk hos Javier Cercas, som med Salamis soldater (2001) og Lysets hastighed (2005) undersøger henholdsvis Den spanske borgerkrig og Vietnamkrigen.
Cand.mag. Mette Henriksen
LITTERATUR OM BOGEN
Artikler i aviser
Information
(heri 24/2 2009: Karen Syberg: Kulturens groteske last).
Interview med Julia Butschow i anledning af Apropos Opa.
Information
(heri 5/3 2009: Tue Andersen Nexø: Debat: Spørgsmål: Autentisk havregrød: lavet på Opa).
Debat om Julia Butschkows Apropos Opa.
(heri 6/6 2009: Jesper Stein Larsen: Da farfar var nazist).
Interview med Julia Butschkow i anledning af Apropos Opa. Anmeldelser i tidsskrifter 05.16
Arbejderen: Danmarks røde dagblad
(heri 2/4 2009: Jens Fransen: Når bedstefar fortier fortiden).
Om Julia Butschkows roman Apropos Opa. Anmeldelser i aviser
25/2 2009 Lilian Munk Rösing i Information
5/3 2009 Jon Helt Haarder i Jyllands Posten
7/3 2009 Anders Juul Rasmussen i Kristeligt Dagblad
28/2 2009 Lise Garsdal i Politiken
27/2 2009 Klaus Rothstein i Weekendavisen
Marie Mærsk: Apropos Opa
LitteraturNu
Kristine Snedker: Når uret går i stå - Julia Butschkows Apropos Opa
Sentura
Michael Balle Jensen: Fortidens tabuer Links
DR Romanklubben
Apropos Opa er til debat i DR Romanklubben i januar 2010.
Romanen diskuteres på bibliotekerne i uge 3, 2010. Apropos Opa er nomineret til DR Romanprisen. Se også indslag fra radio og tv med Julia Butschkow.
TV2 Go'morgen Danmark
Interview med Julia Butschkow
GENERELT OM FORFATTEREN
Links
Danish Literary Magazine
Om Julia Butschkows forfatterskab og romanen Apropos Opa
Julia Butschkows hjemmeside
Wikipedia: den frie encyklopædi
Artikel om Julia Butschkow
Bibliotekar Anne Birgitte Hundahl, Vejle Bibliotekerne
smag på bøgerne – en bid om dagen