Bjarne Reuter skælmeroman fra 1300-tallets Italien, Løgnhalsen fra Umbrien, er med i Litteratursidens efterårstema om historiske romaner.
Bjarne Reuters roman Løgnhalsen fra Umbrien indledes med et citat af Giovanni Boccaccio, hvor det bl.a. hedder ”Til værn og støtte for dem der elsker, vil jeg fortæller noveller, fabler, parabler, historier eller hvad man nu vil kalde dem”. Citatet og referencen til Boccaccio giver et fingerpeg om inspirationerne til og det farverige miljø i romanen.
Lig Boccaccios udødelige fortællekreds Dekameron er baggrunden for Reuters roman pesten, der hærger Firenze i det 14. århundrede. Samfundet er på den anden ende, og det er et frugtbart miljø til at skabe en historie, der ligeledes vender op og ned på sandhed og løgn, magt og magtesløshed og i sidste ende – liv og død. Ligeledes er det et frugtbart afsæt for Bjarne Reuters velkendte fortælleglæde i en skrøneagtig historie, der på én gang er lystig og grum. Boccaccio-citatet kan således også siges at være en elementær hyldest til netop den fabulerende fortælling, og romanen bør givetvis ses i det lys.
Selvom Løgnhalsen fra Umbrien skildrer en rejse gennem Italien i det 14. århundrede, er der nemlig ikke tale om en roman, som i først omgang forsøger at holde sig tro mod historiske begivenheder eller leve sig ind i tiden, som den var. Det historiske miljø er netop mest af alt kulisse for en eventyrlig skrøne med universelle temaer om magt og begær, sandhed og løgn. En lille krølle på historien, som ikke skal afsløres her, bryder endda helt med det historiske miljø og slår dermed en revne i kulissen. Reuter bestræber sig altså ikke på realisme, men fortæller en historie, der snarere følger eventyrets eller fantasyromanens logik. Spådomme udkastes og opfyldes, usædvanlige hændelser følger hinanden i hæsblæsende tempo og romanfigurenes spor krydses igen og igen på usandsynlige måder, der giver fortællingen en fornemmelse af skæbnetråde, som flettes sammen.
Magtkritik
Én ting, som Løgnhalsen fra Umbrien i høj grad deler med Dekameron, er kritikken af magtinstitutioner. Her gælder det navnlig de gejstliges magtvælde og hykleri, hvor man prædiker fromhed, ydmyghed og sandhed, samtidig med, at man med alle midler søger magten og rigdommen og ikke går af vejen for at torturere, myrde og lyve for at opnå disse privilegier. Som ironisk modbillede til dette magtvælde stilles romanens hovedperson – en ægte antihelt, der tilsyneladende repræsenterer det laveste af det laveste. Giuseppe Emanuele Pagamino er nemlig ikke blot løgnhals, som det fremgår af titlen, men også plattenslager, kvaksalver og ikke mindst gravrøver. Pagamino rejser mod Lucca ridende på et æsel, som han blasfemisk har opkaldt efter Roms ethundrehalvfemsindstyvende pave Bonifacius, og han får følge af dåren Arturo. En trio bestående af en gravrøver, en dåre og et blasfemisk æsel driver altså fortællingen frem. Også Pagamino drives af magtbegær. Han er besat af en plan om en formel for evigt liv. Det eneste han mangler er en flig af neglen fra Fanden selv. Da det rygtes, at et barn af Fanden og en heks holdes fanget i netop Lucca rejser han dertil i håb om at kunne skaffe sig den sidste eftertragtede ingrediens.
Det går naturligvis ikke som forventet. Snart er han selv indespærret i et fangehul med Fandens søn, der viser sig at være en ganske almindelig dreng, som bispen i Lucca har ladet torturere og senere brænder. På mirakuløs og eventyrlig vis redder Pagamino sig selv. Pludselig er det løgnhalsen, der har været vidne til en sandhed, som bispen forsøger at holde nede. I virkeligheden er det måske kirken, der er den største løgner, mens Løgnhalsen fra Umbrien bliver bærer af sandheden, en sandhed, der nu også gør ham til jaget vildt. Således vender romanen op og ned på hierarkierne og læserforventningerne. Den usle antihelt Pagamino bliver til helt, mens hans modbillede Tizian, der arbejder i bispen fra Luccas tjeneste, og som med sit noble ydre ligner en klassisk helt fra en ridderroman, udvikler sig til en grusom bøddel. Også dåren Arturo, der rejser med Pagamino, medvirker til at forvirre magtforholdene. Som den klassiske nar fungerer han som et spejlbillede for begivenhederne, og han bliver ved med at overraske med uventede evner, der skaber mistanke om, at han måske ikke er så magtesløs, som han virker.
Liv, død og splittelse
Der er en grundlæggende ironi i, at en roman om jagten på det evige liv, foregår i skyggerne af den sorte død og med en gravrøver i hovedrollen. En ironi, der forstærkes ved at Pagamino i et pludseligt indfald af ædelmod frelser et barn fra druknedøden – et indfald, der får afgørende betydning for romanens videre forløb. Forholdet mellem liv og død løber som et filosofisk spor i romanen. Pagamino er besat af tanken om evigt liv, men må som romanen skrider frem spørger sig, om ikke netop livet får fylde og værdi gennem dødens nærhed. Romanen filosoferer altså over, hvordan liv og død står i relation til hinanden, og den gør det på en ofte ironisk måde, hvor også kristen symbolik flettes ind og vendes rundt. Antihelten og gravrøveren Pagamino ridder som en anden Kristus på et æsel og ønsker at finde evigt liv, mens kirken jagter ham med ønsket om at pine og henrette ham som kætter.
Et anden væsentligt tema i romanen er splittelsen. Denne ses især hos Tizian, der er splittet mellem kærligheden til to kvinder og for at dvæle ved denne splittelse igen og igen vender tilbage til den frygtindgydende Midranno-kløft. En kløft, der blive en afgrund for hans sind. Men også Pagamino rummer sin splittelse, der helt konkret giver sig udtryk i en række nærmest skizofrene dialoger med stemmen Rinaldo. En tidligere samarbejdspartner, hvis stemme Pagamino har inderliggjort som en art kynisk alter-ego, der løbende kommenterer på hans tanker og handlinger. Denne indre stemme giver også romanen et moderne psykologisk præg, der til dels bryder med den tradition, den ellers skriver sig ind i.
En moderne skælmeroman
Bjarne Reuter har i sit forfatterskab vist en imponerende evne til at sprede sig over mange forskellige genrer, fortælleformer og miljøer – fra ren fantasy til realisme og fra børne- og ungdomsbøger til bøger for voksne. Central i forfatterskabet står dog en hyldest til fantasterne og drømmerne, og ikke mindst en elementær glæde ved at fortælle historier. I Løgnhalsen fra Umbrien iklæder Reuter denne fortælleglæde dragten af en pikaresk roman eller skælmeroman – et sted mellem fantasy og historisk roman. En roman, der i traditionen fra både Boccaccio og Cervantes naragtigt vender op og ned på høj og lav og tror på, at der kan findes en sandhed i skrønen.
Cand.mag Rasmus Steffensen
LITTERATUR OM BOGEN
Artikler i aviser
Berlingske Tidende
(heri 14/10 2001: Kirsten Sørrig og Søren Bidstrup: Født som fabeldyr).
Interview.
Berlingske Tidende
(heri 9/5 2004: Torben Olander: En som Bjarne).
Interview.
Berlingske Tidende
(heri 3/3 2005: Henrik Dannemand: Læsernes bogpris: En gavtyv for Gud og Fanden).
Portræt af Bjarne Reuter i forbindelse med, at Løgnhalsen fra Umbrien vandt "Læsernes Bogpris" i 2005.
Fyens Stifttidende
(heri 4/5 2004: Berit Holbek Jensen: Løgn og latin fra Reuter).
Interview.
Information
(heri 1/5 2004: Christian Monggaard: Det femte evangelium).
Interview.
Kristeligt Dagblad
(heri 7/12 2007: Johanne Duus Hornemann: Tvivlen er en korridor til sandheden).
Interview med Bjarne Reuter om arbejdet med "Løgnhalsen fra Umbrien".
Politiken
(heri 20/5 2004: Carsten Andersen: Løgnhalsen).
Interview.
Anmeldelser i tidsskrifter
81.17
Standart: anmeldelser af ny litteratur
(heri 2004, nr. 3, s. 16: Bodil Hohwü Nielsen: Turen går til Umbrien).
Anmeldelser i aviser
6/5 2004 Jens Andersen i Berlingske Tidende
4/5 2004: Christa Leve Poulsen i Børsen
4/5 2004 Peter Dürrfeld i Information
4/5 2004 Erik Svendsen i Jyllands-Posten
4/5 2004 Lars Tjalve i Kristeligt Dagblad
4/5 2004 Thomas Harder i Politiken
6/5 2004 Henrik Wivel i Weekendavisen
Anmeldelser på nettet
LitteraturNu
Kristoffer Holm Pedersen: Eventyr fortalt for voksne - Bjarne Reuter: Løgnhalsen fra Umbrien).
GENERELT OM FORFATTEREN
Bøger
99.4 Reuter, Bjarne
Gunnar Jakobsen
Bjarne Reuter. - Gyldendal, 1996. - 248 sider.
En genremæssig gennemgang af Bjarne Reuters forfatterskab og om forfatteren som person.
99.4 Reuter, Bjarne
Månen over Brønshøj : 25 år med Bjarne Reuter. - Branner og Korch, 2000. - 94 sider.
99.4 Reuter, Bjarne
Torben Weinreich
Fra Reuters verden. – Branner og Korch, 1993. – 62 sider.
Gennemgang af de af forfatterens romaner, der handler om den smertefulde proces at blive voksen.
99.4 Reuter, Bjarne
Torben Weinreich
Reuters verden. – Branner og Korch, 1997. – 269 sider.
En gennemgang af Bjarne Reuters forfatterskab og det særlige 'reuterske univers' med hovedvægten på børne- og ungdomsbøgerne.
Afsnit i bøger
81.6
Gads danske forfatterleksikon/ redigeret af Klaus P. Mortensen. - 2. udg. - Gad, 2003.
(heri s. 542-546: Bjarne Reuter).
81.6
Litteraturens stemmer: Gads danske forfatterleksikon / redigeret af Benedicte Kieler og Klaus P. Mortensen. - Gad, Systime.
(i 1. udg. 1999, s. 446-449; i 2. udg. 2003, s. 300-303: Johannes Fibiger: Bjarne Reuter).
81.64
Danske digtere i det 20. århundrede. - 4 udg. / redigeret af Anne-Marie Mai. - Gad, 2000-.
(i bind. 3, s. 226-231: Beth Juncker: Bjarne Reuter).
81.67
Drøm, digt og virkelighed : samtaler med 15 danske børnebogsforfattere. – Høst, 1986.
(heri s. 63-74: Nu skal jeg fortælle dig en historie : Bjarne Reuter).
81.67
Steffen Larsen : Vilde veje : om 21 danske forfattere der skriver for unge. – Høst, 1995.
(heri s. 165-188: Han er et bjerg).
99.381
Dansk forfatterleksikon / redigeret af John Chr. Jørgensen under medvirken af Thomas Bredsdorff. - Rosinante, 2001. - 2 bind.
(i Biografier s. 378-380: Ove Kreisberg: Bjarne Reuter).
Artikler i aviser
Jyllands-Posten
(heri 25/4 2010: Helle Retbøll Carl: Den tvivlende ateist).
Portræt.
Links
Dansk Litteraturhistorisk Bibliografi
En oversigt over analyser og fortolkninger af forfatterskabet.
Forfatterweb
Dansk BiblioteksCenters forfatterportrætter. Kræver abonnement, men kan benyttes gratis på de fleste biblioteker.
Bibliotekar Mette Francke, Vejle Bibliotekerne
smag på bøgerne – en bid om dagen