90’ernes litteratur
De tidlige 1990'eres danske litteratur er i nogen grad overlappende med 80'erne i periodeinddeling. Det skyldes dels, at flere af det forgange årtis litterære hovednavne bliver ved med at skrive, dels, at deres udtryksmåde er blevet stildannende for yngre skribenter. Det er karakteristisk, at navne som Bo Green Jensen og Søren Ulrich Thomsen, der i 80'erne var kendt som litteraturens "unge vilde", ved 90'ernes begyndelse står som nogle af det litterære establishments gudfædre. Som det gælder de fleste generationsskifter i litteraturen, står mange nye digtere og forfattere i skyggen af deres forgængere, hvorfor det da også skorter på nye store navne i årtiets begyndelse.
Forfatterskolen
I begyndelsen af 90'erne gentages det i øvrigt ofte, at al den snak om generationer hører fortiden til; 90'ernes litterære landskab er uoverskueligt og uden fællesnævnere af betydning. Selv om denne påstand nok rummer en vis sandhed, må den dog tages med et gran salt, for mange 90'er-forfattere har om ikke andet dét til fælles, at de er uddannet på Forfatterskolen, en institution stiftet af digteren og litteraturanmelderen Poul Borum. Forfatterskolen bliver udsat for en del kritik i løbet af årtiet. Ældre forfattere - bl.a. Dan Turéll - fremsætter det klagepunkt, at forfatterhvervet bør være selvlært; litteraturens anarkistiske element bliver kvalt hvis den institutionaliseres. I forlængelse heraf beklager andre, at institutionaliseringen medfører en vis ensretning i stil; de fleste af Forfatterskolens elever skriver abstrakt og eksperimenterende og har følgelig svært ved at nå et større publikum. Forfatteren Mads Brenøe er dog i nogen grad en undtagelse. Han ynder at konfrontere sin læser med virkelighedens rå og uforsonlige sider. Reaktionen udebliver ikke: da hans novellesamling Så megen vrede udkommer i 1993 forarges nogle kritikere, og Brenøe får mod sin vilje påhæftet betegnelsen "splatter-forfatter" .
"Forfatterskolestilen", som i nogles øjne er en svaghed, ses af andre som en styrke; den er i fortalernes litteratur med stort L. Det vil i denne forbindelse sige litteratur, i hvilken sproget udgør et selvstændigt, lukket univers.
En forfatter som Kirsten Hamman - der netop skriver i en sådan vanskeligt tilgængelig stil - formår dog at forene det avantgardistiske med det populære og opnår en vis succes med sin debutroman Vera Vinkelvir (1993) og sine humoristiske digtoplæsninger, der bryder med en fra 80'erne dominerende tendens til at optrædende digtere pr. definition fremstår bistre og sakrale.
Socialrealismens genkomst?
Mange må i årtiets begyndelse have set et behov for socialt engageret litteratur, for da debutanten Jan Sonnergaards novellesamling Radiator udkommer i 1997, bliver den hurtigt en succes. I skrivende stund (2002) er den udkommet i talrige oplag. Radiator er stilistisk et jordskred i forhold til den hidtil dominerende litteratur i 90'erne og 80'erne. Novellerne i Radiator omhandler konkrete samfundsproblemer som arbejdsløshed, dårlig uddannelsespolitik og almindelig kynisme.
Sonnergaard er ikke ene om at skrive sig op imod de herskende tendenser. Også en forfatter som Pablo Henrik Llambías vælger med sin svært definerbare bog Rådhus (1997) et yderst prosaisk emne. Man kunne studse over de påfaldende ligheder i titel mellem Radiator og Rådhus: ét enkelt ord, i ubestemt form, der betegner noget meget hverdagsagtigt. Begge titler bærer præg af en nøgtern enkelhed. Man tager dog fejl, hvis man tror at der ligesom i 70'erne er tale om en socialrealisme der tilstræber at være mimetisk (dvs. virkelighedsefterlignende). Ofte drives skildringen af virkeligheden til et punkt hvor den bliver for meget og glider ud i ét med fantasien. Der er altså ikke tale om en tilbagevenden til 70'ernes stil, men snarere om en syntese mellem hhv. 70' ernes krav om socialt engagement og 80'ernes og 90'ernes forkærlighed for det fabulerende og abstrakte.
Litterære legebørn
Generelt kan det siges om 90'erne, at tendenser, der har eksisteret i flere årtier, forstærkes i dette årti. Der tænkes her navnlig på en generel nedbrydning af skellet mellem finkultur og populærkultur, et fænomen som ikke kun forekommer i litteraturen, men også i film, tv og populærmusik mm. Det er meget betegnende at en bog, der har fået gode anmeldelser, nu også kan sælge godt, hvilket ellers har været regnet til sjældenhederne. Eksempelvis får den stærkt Blixen-inspirerede Peter Høeg international kommerciel succes, en skæbne der ellers sjældent er tilkommet en dansk forfatter.
Årtiets litterære profil er kendetegnet af en fokus på prosa frem for lyrik. Hvor 80'' erne så klart var lyrikkens årti, er det i 90'erne prosaister, der får mest opmærksomhed fra forlag, presse og almindelige læsere. Som en væsentlig undtagelse fra denne regel kan nævnes digterne Katrine Marie Guldager (debut i 1994 med Dagene skifter hænder) og Janus Kodal (debut 1991 med Antologi). Sidstnævnte vakte særlig opsigt, da Gyldendal en overgang nægtede at udgive digtsamlingen Fyrsten Zibebes bekendelse (1998) på grund af dens kontroversielle forside: et billede af digteren der skrider majestætisk hen ad gaden iklædt høj hat, mens en sort tjener holder en paraply over hans hoved. Motivet bag billedet er ikke - som Gyldendal påstod - racistisk, men skal snarere ses ironisk, som et opgør med den outsiderrolle, man traditionelt tildeler digtere. For Kodal såvel som for andre unge skribenter i 90'erne er selviscenesættelsen et vilkår, man gladeligt underkaster sig, thi digteren er i egen opfattelse ikke blot digter, men må tillige være en mediepersonlighed for at skabe opmærksomhed omkring sine værker. Også i 80'erne yndede mange digtere (og kunstnere i det hele taget) at dyrke et image, men hvor 80'ernes selvopfattelse som regel var dyster og pompøs, sker selviscenesættelsen i 90'erne sjældent uden et kendeligt strejf af humor.
cand.mag. Rane Knudsen, 16/04/02
smag på bøgerne – en bid om dagen